lørdag den 15. februar 2014

Wrap - Skandinavien med et twist af salsa og avokado.

Jeg holder utrolig meget af rodfrugter og tortilla, og samtidig elsker jeg at eksperimentere med forskellige "køkkener". Så hvorfor ikke prøve at kombinere det hele - som tænkt, så gjort her til aftensmaden. Tortillaerne er købt i Brugsen, det samme er salsaen. 


Advokadoerne er bare skrællet, udstenet og skåret i skiver. 

Gulerødderne er skrællet og revet på rivejernets mindste huller og blandet med revne æbler (de store huller på rivejernet). 

Pastinakker og persillerødder skrælles og skæres i tynde skiver. Disse kommes på en pande, hvor man har varmet lidt vand og citron. De vendes og steges max 5 min, da der stadig skal være bid i dem.

Kødet (ca. 500 gram) er oksekød i tern som har simret hele dagen på lavt blus. Start med at brune kødet godt af i lidt koldpresset rapsolie. Når det er brunet tilsættes stødt koriander og spidskommen (ca. 1 tsk af hver), salt og peber. 
Derefter kommes vand på til det dækker. Kødet er færdigt, når du kan presse kødet ud i strimler med en grydeske - her tog det 5 timers simrende på blusset. Tilsæt vand undervejs, hvis det koger ud. Jeg lod der være ca. 2 dl. i gryden da jeg pressede kødet, ellers kan det godt virke tørt. 

Dressingen: Cremefraiche, citronsaft, salt og peber. Der skal være en kraftig cirtonsmag. Jeg brugte 2 dl. cremefraiche og 1/2 dl. citron. Huske at hælde det sammen langsomt og rør godt, eller kan du godt risikere at cremefraichen skiller. 


Så var det bare at rulle den sammen. Smagte fantastisk. 


fredag den 14. februar 2014

Kanelsnegle med rosiner.

I dag lavede jeg kanelsnegle sammen med min søn på godt 2 år, og hans yndlingsspise er uden sammenligning rosiner, så det skulle da også i kanelsneglene. Det var første gang vi lavede kanelsnegle med rosiner, men bestemt ikke den sidste. Mine kanelsnegle er ikke vildt søde, nogle mennesker mener at der skal mere sukker i, så smag dig frem. 

Dejen:
50 G gær
300 ml. lunet mælk
Lidt salt
Lidt sukker
1-2 æg

Dette blandes rigtig godt sammen til al gæren er opløst. 

Dejen videre: 
400 G gluten hvedemel
100 G bygmel (dette giver en god, lidt porøs krumme). 

Dette hældes i dejen og æltes til dejen er fin og glat. Tilsæt måske mindre eller mere mel - dejen skal være fugtig men ikke klæbe til fingrene. Jeg laver altid dej på røremaskinen, det er 1000 gange lettere og hurtigere, og Sirius synes det er fedt. Dejen skal hæve til mindst dobbelt størrelse, gerne mere. 

Fyldet:
250 G blødt usaltet smør
2 spsk sukker
2 spsk florsukker
Kanel i rigelige mængder :)

Det hele moses med en gaffel, så det er en blød ensformig masse. 

Dejen rulles ud til en stor tynd rektangel. Smør fyldet ud på dejen uden dejen rives i stykker. Hæld rosiner på i den mængde der passer dig. Nu rulles den sammen og skæres i lige store stykker. Ved det skårne stykke rullet dej, så du kan se rullemønsteret og giv den et tryk 16 med flad hånd. Læg dem på 2-3 bageplader (husk mellemrum da de hæver godt både før og under bagning). 

Bages ca. 15 min ved 180 grader varmluft. Men husk at ovne er forskellige, og du skal tage dine ud, når de er gyldne. 


ENJOY :)


Min pølseret.


Faktisk ændrer min pølseret sig fra gang til gang. I dag havde jeg nogle røde peberfrugter som skulle bruges og et glas med ærter og majs, så det kom i. 



Ingredienserne i dag var hakkede løg, rigeligt med paprika, koldpresset rapsolie, lidt baconsalt, salt og peber, som brunes godt af i en gryde. Derefter tilsættes masser af tomatpuré og alle pølserne. Dette får lov at simre lidt sammen med 1 dl vand. Herefter tilsættes de røde skrællede pebre (ind i ovnen under grillen til de er lidt sorte, og fjern skind og frø mens de er varme). 
Tilsæt ærter og gulerødder fra glas og de kogte kartofler sammen med 3-4 dl. mælk.  
Lad hele molevitten simre til væsken er den tykkelse du kunne tænke dig. 


Herhjemme tilsætter min mand og jeg chili efter servering, det giver et godt kick og smager fortræffeligt. 

torsdag den 13. februar 2014

Coleslaw - 100% alternativ.

Her til aften skulle vi have burgere med coleslaw og pulled pork (tulip style :) ). Jeg er godt i gang med min coleslaw, da det går op for mig, at jeg IKKE har cremefraiche. Ja, så er gode råd dyre... Tænke tænke...

Jeg ender med at tage 2 dl. pære/banan yoghurt laktosefri (den er meget mild i smagen), 1 dl Heintz mayonnaise og lidt salt og peber. Dressingen til coleslawen var super skøn...

Jeg blandede dressingen ned i 1 fintrevet pastinak, 6 fintrevne middelstore gulerødder, 1/2 fintrevet persillerod og 1/2 hovede meget fintsnittet hvidkål i små stykker. 

Jeg havde nogle hjemmelavede bakeoff bygboller. 


tirsdag den 11. februar 2014

Tomatsovs

Jeg bruger min tomatsovs til både pasta og kødsovs og lasagne. Det er ikke en rødtomatsovs, men den smager super dejligt. 

Jeg starter med at brune kødet af på en pande i olivenolie. Derefter hælder jeg det i en stor gryde. Jeg koger panden af med 1/2 l. grøntsagsjuice. Det hælder jeg også over i gryden. Derefter renser og skærer jeg 1 stor rød peber, 3-5 gulerødder, 1 stort løg, 8-10 danske tomater og 1-2 store etfedshvidløg i skiver. Dette kommes også i gryden sammen med 1 glas sorte oliven (eller hvis man vil smovse rødsorte kalamataoliven) og 2-3 dl vand. Der tilsættes godt med origano og basilikum og lidt salt og peber. 

Det skal simre under låg i 3-4 timer. 


mandag den 10. februar 2014

Soyakylling med soyanødder, købepomfritter, dressing og wokgrønt fra pose

Jeg holder virkelig meget af soya, og kan bruge den til næsten alt, men det er jo ikke så sundt med al den salt. Men nogle gange skal det altså bare nydes fuldt ud.

Soyakylling:
Kyllingeoverlår lægges i en skål med en blanding af soya, citrongræs og hvidløgspulver i min. 4 timer. Disse lægges på et stykke bagepapir på bagepladen efter end marinering, og ovnsteges til de er færdige. Mine fik 45 min. ved 200 grader varmluft (startede på kold oven). 

Soyanødder:
På en stegepande hældes ca. 1 1/2 dl soya (jeg brugte halv alm. soya og halv sushi/sashimi soya). I dette tilfælde brugte jeg hasselnødder og paranødder (en lille håndfuld af hver). Disse har jeg lige ristet af ca. 2 min ved god varme inden de kommes op i soyaen. De ristes til soyaen er væk på panden, og nødderne er helt dækkede. 

Dressing:
Laktosefri cremefraiche med lidt rock salt, spidskommen og koriander.

De samme krydderier, der er i dressingen, har jeg også ristet grøntsagerne af i. 


søndag den 9. februar 2014

Kronhjortesteaks med rødbedesalat og krydderkartofler.

Jeg fandt lige nogle flere Kronhjortesteaks som skulle bruges senest i morgen, så jeg tænkte, at jeg ville prøve noget andet end sidst. Velvidende at jordnoter/nøddenoter passer godt til vildt, så udtænkte jeg en plan. 

Jeg tog stegesoen frem, stilte den på komfuret og smeltede en skive smør og varmede lidt koldpresset dansk rapsolie med. 4 store portobello champignoner renses og knækkes i mellemstore stykker og kommes i stegesoen sammen med et par rensede, skiveskårede porrer, lidt gulerødder i skiver, nogle rensede jordskokker i skiver, hele pillede hvidløg (hvis det er etfedshvidløg, ville jeg lige skære dem i lidt mindre stykker) og salt og peber. Det hele vendes rundt og steger ved middelvarme ca. 5 min. 

Der slukkes for blusset, og Kronhjortesteaksene lægges ned mellem grøntsagerne. Låget kommes på og stegesoen sættes i ovnen på 100 grader i 3-4 timer. 

Krydderkartofler.
Kartoflerne særes i tykke mellemstore skiver og drysses med koldpresset rapsolie og kartoffelkrydderi. Man kan snildt lave det selv... Paprikapulver, salt, peber, hvidløgspulver, løgpulver og lidt Cayennepulver. 
Bages i ovnen til de er bløde og lækre. 

Rødbedesalat med valnøddepulver. 
Rødbederne koges og skrællen gnides af efterfølgende (skal gøres mens de er varme, ellers bliver det godt nok svært at få skrællen af). Når de er kolde, skæres de i små stykker og kommes i en skål. 
En stor håndfuld valnødder blendes til pulver. Vendes med rødbederne.

Dressings til rødbederne: Hindbæreddike, koldpresset rapsolie, lidt salt og peber og akasiehonning blandes godt, og hældes over rødbede/valnøddeblandingen. Lad stå en times tid og trække inden servering. Husk at rødbeder er søde, når de er tilberedt, og derfor kan de godt holde til en god del syre fra hindbæreddiken. 

Dressing til hele retten:
Cremefraiche blandet med meget lidt salt og en god del Sambal Oeleck.  




fredag den 7. februar 2014

Rumles fish and pomfritter :)

Hvad gør man, når ens søn på to ikke gider spise noget? Ja, så tager man fat i pomfritter og fisk. Jeg valgte han yndlings købe pomfritter og lavede egne fisk. 

Først hældte en en 1/2 l. majsolie op i en højkantet pande, og varmede det op langsomt op, men jeg klippede fisk i stykker. Mine "fish" er torskefileter klippet i aflange 5 cm brede stykker. Disse vendes først i æg og derefter i rasp (de havde desværre ikke panko i Super Brugsen, men rasp er også godt). Når de er rapsbeklædte, kommes de i den varme olie til de er gyldne. Herefter op på 5-6 stykker køkkenrulle, hvor olien kan løbe fra. Hulske er næsten et must, når man skal fiske styrkerne op af olien. 

Jeg skrællende også pastinakker og gulerødder, som jeg skar i tykke skiver, pyntede lidt med rapsolie i et ovnfast fad, og ind i ovnen i 35 min ved 200 grader varmluft (de er med bid). 

Hertil serverede jeg en cremefraiche dressing og store kapersbær. 


torsdag den 6. februar 2014

Rodfrugtsuppe med ovndampet krydderskinke og brød

Der findes ikke noget bedre end lækker rodfrugtsuppe på en kold og regnfuld dag. 
Jeg laver altid rodfrugtsuppe uden kartofler, og man skal huske, at jo flere gulerødder man bruger, jo mere sød bliver suppen. 

I min suppe kommer der persillerødder, pastinakker, knoldselleri, gulerødder og et stort bundt timian. Det hele skrælles og skæres i store stykker, dækkes med vand og koges til det er helt mørt. Jeg kommer også en bouillonterning i (i dag svinebouillon pga. kødtilbehøret). Mit buldrekoger ikke, men simrer langsomt et par timer. 
Hvis man binder al timianen sammen med lidt kødsnor, så er stænglerne lettere at fjerne inden man blender hele molevitten rigtig godt. Man kan med fordel lige legere suppen med 1/2 dl piskefløde (mælk, hvis man er bange for flødefedt). 

Tip 1: Server suppen middelvarm, da alle smage kommer bedre frem, end hvis den er rygende varm. 
Tip 2: Hvis suppen er for tyk efter man har blendet, så kan man hælde lidt mere vand/bouillon i den. Jeg kan nu bedst lide en dejlig silkeblød, tykkere end alm. suppe, konsistens. 

Jeg havde købt en krydderskinke hos slagteren på fastlandet. Den ovndampede jeg i ovnen ca. 2 timer ved 170 grader varmluft. Når jeg ovndamper skinker, så kommer jeg den i et højt ildfast fad, og hælder vand i, så det dækker halvdelen af skinken. 
Da den var færdig, skar jeg den i mundrette størrelser, så den var lige til at kommen ovenpå suppen ved servering. 

Jeg havde også et filorug/hvedebrød liggende, som vi fik til. 



tirsdag den 4. februar 2014

Grundlage til saltning af kød + Sprængt hel and.

Ingredienser:

4 liter vand

225 gram salt (2 1/2 dl)

125 gram sukker (1 1/4 dl)

Evt. Krydderier


Man kan også sprænge kød ved kun at salte, men man kan også bruge saltlage.


Fremgangsmåde:

Kog hele molevitten, lad lagen køle helt af. Smid kødet i lagen, og lad den stå i køleskabet det stykke tid det nu tager at marinere kødstykket. 


Brug de krydderier du ved passer til den type kød du marinere.


Marineringstiden er kritisk. For lang tid og det bliver pivsalt. Hellere marinere for lidt end for meget. Små stykker kød behøver kun et par timer. Store stykker kan behøve flere dage. Sørg under alle omstændigheder for at marinere kødet et godt stykke tid før det skal tilberedes. Det giver lagen en chance for at fordele sig ind i kødet. 


Når marineringen er overstået, så er det tid til at koge eller stege kødet, som du normalt ville gøre. Dog skal kødet skylles grundigt inden.





Jeg laver fra tid til anden sprængt and, ikke kun til juleaften :)


Sprængt and.

4 personer 


Tilberedning:

1 and, ca 3 kg

2 spsk fint salt

3 spsk sukker

2 gulerødder

2 løg i halve

2 nelliker

1 porre i grove stykker 

1-2 stilke bladselleri/skiver knoldselleri.


Tilbedring: 


1. Trin:

Skær de yderste vingespidser og halsskindet af anden. Tag posen med indmad ud. Gå anden efter for evt. fjerrester. Fjern gumpen eller kirtlerne på oversiden af gumpen. Fjern rester af indvolde m.v. fra andens indre. Skyl anden. Kom den i den kolde saltlage som jo er kogt med krydderier du kan lidt og ved passer til and (til jul brugte jeg Stjerneanis, kanelstang, nelliker og estragon i saltlagen. Estragon er super godt i saltlagen, da den er med til at "skære" gennem fedtet, men pas på med det, fordi det jo er en ret gennemtrængende smag. But I love it ;) )  Lad den stå i saltlagen i 2 døgn ca. Herefter tages den op, tørres af med et rent viskestykke. Lægges på en stor tallerken i køleskabet under et fugtigt klæde til dagen efter. Jeg synes det giver noget mere fast andekød efter kogning, og det kan jeg godt lide. 


2. Trin:

Skyl anden. Kom den i en gryde med kogende vand, så det lige dækker. Bring vandet i kog igen og skum af med hulske eller ske. Tilsæt grøntsager i mindre stykker. Kog ved lav varme under låg i 2- 2½ time til anden er mør. Jeg lader nu tit min simre længere tid, fordi jeg godt kan lide at det hele falder fra hinanden. 


Tjek om anden er gennemkogt, ved at vride/skære låret fri fra kroppen og se om kødsaften er klar. Hvis man simrer til det næsten falder fra hinanden, som jeg plejer, så kan man tage et par plastikhandsker på, og skille kød fra ben og brusk, når anden er kold. Man kan med fordel tage alt op af kogevandet og lægge det på et stort fad til lidt afkøling inden. 


Fjern og kasser skindet og evt. fedt på anden. Skær anden i passende stykker eller tynde skiver.


Serveres med hvide kartofler, peberrodsfløde, peberrodsmarinerede rå rødbeder, en god hvid andesovs og nøddesalat. Til jul serveres det jo bare sammen med alt det andet :)





mandag den 3. februar 2014

Chilisukkersauce til vaniljeis.

Jeg elsker denne her perle af en dessertsovs, desværre tåler jeg ikke sukker så godt mere, men den smager også godt i meget små mængder ovenpå vaniljeis. 



1-2 Stjerneanis

1 lille stang Kanel

1-2 hele chilier

1 flækket stang vanilje

200 G sukker/rørsukker/lys muscovado sukker 

1 dl vand

(Andre krydderier jeg lyster den dag)


Fremgangsmåde:


Det hele kastes i en gryde og koges ind til en lidt flydende karamelagtig masse. 


Må ikke koge, kun simre. 


Må ikke brune...!!!!!!!


PS: De sukrede chilier kan køles og skæres i skiver og drysses ovenpå isen sammen med saucen, hvis man ELSKER varme. Det samme gælder vaniljestangen.


Jeg har desværre ikke billede, jeg nåede det ikke inden "drengene" havde spist det :)

søndag den 2. februar 2014

Rumlemors æble/selleri komplot (god til vildt).

Til aften har vi fået krondyrsteaks med æble/selleri komplot, smørovnstegte kartofler, halve ovnstegte løg og hvidløgsdressing. 

Min æble/seller komplot er faktisk ret nemt at lave. Normalt bryder jeg mig ikke om varme æbler, men her er det faktisk super duper skønt. Dette er en stor portion.

4 store æbler skrælles og kernehuset fjernes. De skæres i mellemstore stykker.
1/2 knoldselleri skylles og ordnes (skær alt væk på ydersiden). Denne skæres i mellemstore stykker. Disse hældes op i en skål og overhældes med kogende vand. Lad dem stå 3-5 min. Hæld vandet fra, og læg æblerne oveni. 

Smelt lidt usaltet smør på panden ved middel varme i en høj pande, og steg et mellemstort bundt frisk timian heri. Hæld æbler og selleri ned i panden og steg ca. 5 min. Læg derefter låg på panden i 5 min. Husk at tage timianstænglerne op nu. 

Når det kød du steger er færdigt, så hældes stegeskyen ned oveni æble/sellerien på panden, vendes kort rundt og serveres straks. 




Blåbærmuffins

dag fik jeg lyst til at bage efter en helt skøn dag i går, hvor der ikke var tid til noget andet, end at forhindre hele huset i brænde ned til grunden pga. ungerne ;)

100g smør og 160g sukker røres blødt. Herefter kommes 2 æg i, et efter et, husk at røre godt mellem hvert ægindkast. 2 dl cremefraiche røres i til helt opløst. 

170g mel vejes af og blandes med 1 1/2 tsk. bagepulver og røres hurtigt i den anden blanding. Undgå at røre for meget når melet er i. Jeg har erfaring for, at kagen bliver for kompakt, af alt for megen røreri. 

50g hvid chokolade og 50g mørk chokolade hakkes groft og kommes i dejen sammen med 200g blåbær (man kan sagtens kun komme enten hvid eller mørk chokolade i, jeg kan bare godt lide at blande). 

De bages på 180 grader alm. ovn, midt i, i ca. 30 min. Stik i dem med en kødnål, hvis der er dej på når du trækker den op, er det ikke færdige endnu.