Jeg tog stegesoen frem, stilte den på komfuret og smeltede en skive smør og varmede lidt koldpresset dansk rapsolie med. 4 store portobello champignoner renses og knækkes i mellemstore stykker og kommes i stegesoen sammen med et par rensede, skiveskårede porrer, lidt gulerødder i skiver, nogle rensede jordskokker i skiver, hele pillede hvidløg (hvis det er etfedshvidløg, ville jeg lige skære dem i lidt mindre stykker) og salt og peber. Det hele vendes rundt og steger ved middelvarme ca. 5 min.
Der slukkes for blusset, og Kronhjortesteaksene lægges ned mellem grøntsagerne. Låget kommes på og stegesoen sættes i ovnen på 100 grader i 3-4 timer.
Krydderkartofler.
Kartoflerne særes i tykke mellemstore skiver og drysses med koldpresset rapsolie og kartoffelkrydderi. Man kan snildt lave det selv... Paprikapulver, salt, peber, hvidløgspulver, løgpulver og lidt Cayennepulver.
Bages i ovnen til de er bløde og lækre.
Rødbedesalat med valnøddepulver.
Rødbederne koges og skrællen gnides af efterfølgende (skal gøres mens de er varme, ellers bliver det godt nok svært at få skrællen af). Når de er kolde, skæres de i små stykker og kommes i en skål.
En stor håndfuld valnødder blendes til pulver. Vendes med rødbederne.
Dressings til rødbederne: Hindbæreddike, koldpresset rapsolie, lidt salt og peber og akasiehonning blandes godt, og hældes over rødbede/valnøddeblandingen. Lad stå en times tid og trække inden servering. Husk at rødbeder er søde, når de er tilberedt, og derfor kan de godt holde til en god del syre fra hindbæreddiken.
Dressing til hele retten:
Cremefraiche blandet med meget lidt salt og en god del Sambal Oeleck.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar